Jeg har længe arbejdet med cirkler der linkede ind i hinanden som en repræsentation på de forbindelser og netværk man indtræder i som nyfødt lille barn. Mennesket er et af de få pattedyr, som fødes mens hjernen endnu en meget ufuldkommen og mens hjernen gror til, indlejres i hjernebarken alle ind tryk fra mennesker, begivenheder, steder og andet som barnet møder i sin opvækst og som derfor kommer til at præge det enkelte menneske resten af livet. Mit cirkelmønster er endt med at blive en meget stærk forbindelse, hvor 9 cirkelringe linker ind i hver enkelte ring.  

Stofferne til vægtæppet har jeg bl.a. hentet fra mine lagre af stoffer fra Erna’s systue. Erna var min mor og døde tilbage i 2012. Hun syede tøj til os hele hendes liv. Hun handlede altid stof, hvor end hun kom hen. Man kunne se på hende, hvordan hun gik i gang med at forestille sig den ene og den anden kreation, når vi kom ind i et stofmekka som Peters Resthal i Herning. At sy blev det sted, hvor hun følte sig kreativ og fri i et moment i et travlt liv på landet med en stor børneflok og virkelig mange daglige gøremål. Hun yndede at klæde os børn på og især jeg fik meget tøj - skræddersyet efter mine mål selvfølgelig.  

Jeg husker engang i 6. klasse, hvor det var blevet moderne med tætsiddende kedeldragter og Erna syede en til mig i blå garbedine med matchende blå og hvidstribet elastikbælte og en blåstribet turtleneck til. Buksebenene skulle have meget vidde og være lange så de gemte mine nye hvide gummisko. Da jeg mødte op i skolen i dette out-fit skabte det en kæmpe ravage og i løbet af de næste par uger fik de fleste piger i de større klasser en kedeldragt. Jeg forstod ikke dengang, hvilket begær for mode jeg var med til at estimere med dette tøj. Ej heller hvad der drev Erna til at fremkalde en dragt som passede og fremhævede min fuldmodne unge pigekrop så perfekt. En ting er sikkert - hun gav mig min første tur som performer på catwalken og med hende som designer. Senere kom der mange lejligheder, hvor jeg selv eksperimenterede med performance i mit eget hjemmesyede tøj, men det er en hel anden historie.  

Og meget senere igen, i midten af 90’erne, tog jeg i min akademitid ved et tilfælde fat på tøj som materiale igen og opdagede pludseligt, hvor meget jeg vidste om fænomenet; hele produktionsprocessen, mode som samtidsfænomen og de socio-historiske betydningslag som er indlejret i al beklædning. Jeg har siden samlet på forskelligt tøj og særlige beklædningsgenstande. Jeg har enorme ophobninger af forskelligt slags tøj bl.a. en slipsesamling som tæller over 800 forskellige slips. Men min 17årige datter Ernestine har nu hacket hele min tøj samling og går i det dagligt. Hun har i det sidste års tid kørt et projekt, hvor hun aldrig møder op i den samme kombination af tøj på det gymnasium, hvor hun går. Hun siger, det er hendes stille protest imod det performative forbruger ræs, hun oplever, hun spændes op i dagligt. Jeg står i kulissen og ser mine ideer med tøjet udfolde sig - i et meget større format - på en præcis scene og for det rette publikum!!  

Mange af de andre stoffer til tæppet har jeg fået af bl.a. Stefi som er min veninde igennem 34 år og som også er vild med at sy. Jeg passede hendes dreng som pædagogmedhjælper i Børnehaven Fuglebakkevej, da jeg tilbage i 1983 kom til Aarhus. Hun passede så til gengæld Ernestine i Vuggestuen Ny Munkegade i 2000, da hun knap var et år. Stefi har hjulpet mig rigtig meget i processen sammen med Anna, Iben, Kjerstin, Lisbeth, Rie, Kathrine, Ulrika, Albert, Lærke, Marie, Thoede og Jacob.  

Min bror Kristian har hjulpet med at transportere tærskeværket fra Engebæk om til Ove. Min anden bror Poul har hentet den der, hjem til hans smedeforretning i Uhe, fået den op og køre og transporteret den herned en meget tidlig morgen med hjælp af hans ven René. Mine brødre er meget hjælpsomme og rasende dygtige håndværker. Jeg er altid tryg ved at have dem med i processen.  

Jette Gejl, 2017