Middagsselskabet 2015-16
Projektet ”Middagsselskabet” sætter fokus på, hvad ligestilling betyder i dag på kommunal realpolitisk plan med deltagelse af 12 politikkere fra Aarhus Kommune, Vejen Kommune og Næstved Kommune.
Kvindemuseet Aarhus – Aarhus Byråd, d. 3. september 2015
Vejen Kunstmuseum – Vejen Byråd, d. 3. november 2015
Rønnebæksholm – Næstved Byråd, d. 4. august 2016
Vi vil benytte 100-året for den almene valgret til at spørge til aktuelle dilemmaer knyttet til ligestilling. De fleste vil mene, at det kvindepolitiske projekt stort set er lykkedes i dag, men er det nu også tilfældet? Vi har inviteret Jer til at deltage i en performance-middag og debat, der sættes op i den gamle byrådssal i bygningen, som nu huser Kvindemuseet.
BAGGRUND
Med udgangspunkt i en fotomontage med portrætter af de 179 personer – alle mænd - der sad i Rigsdagen i 1915 og stemte for den generelle valgret og valgbarhed, hvilket indbefattede kvinder, tyende og ubemidlede mænd, som alle skulle være fyldt 21 år, har billedkunstner Jette Gejl Kristensen fået idéen til at lave et værk bestående af den aktuelle performance, som vil finde sted tre steder i år. Siden skal værket videreudvikles og blive til et bogværk, som kaldes «Feministens store håndbog». Jette Gejl Kristensen har inviteret billedkunstner Sophus Ejler Jepsen, kunsthistoriker Ulla Angkjær Jørgensen og modehistoriker Kjerstin Vedel til at deltage i projektet.
Vores kreative analyse af rigsdagsforsamlingen 1915 postulerer at alle medlemmer var feminister, omend af forskellig valør, fordi de gav stemmeretten til kvinderne. Den arv har vi med os i dag og det er vigtigt at huske på, at feminismen også var til mændenes fordel. Det var også til mænds fordel at slippe ud af patriarkatets spændetrøje.
Forud for indførelsen af den almene stemmeret i 1915 lå årtiers diskussion af kvindesagen, der kom til udtryk i den offentlige debat og i den danske litteratur. Danske skønlitterære forfattere førte en lang forhandling fra forskellige positioner om kvindens stilling i ægteskabet og samfundet og derfor også om mandens. På den måde deltog kunsten i debatten om kvindernes emancipation og kvalificeringen af ligestillingsspørgsmålet. I litteraturen kunne forfatterne vise kvindernes undertrykkelse og diskutere deres ønsker og drømme for fremtiden. Den sag blev talt og skrevet af kvinder, og i allerhøjeste grad også af mænd. Vi tager med denne performance-middag tråden op.
En anden tråd og inspiration vi har med til dagens performance, er den amerikanske kunstner Judy Chicagos værk The Dinner Party (1974–79), som er en hyldest til historiske og intellektuelle kvinder. Chicagos værk er en bordopdækning, hvor alle kvinder er repræsenteret med navn på kuverterne. Hendes værk er inspireret af den sidste nadver, men i hendes værk er middagen imaginær. Med vores projekt ønsker vi at føre middagen og samtalen ud i livet, og vi har derfor inviteret 12 politikere til at diskutere, hvad arven fra grundlovsændringen i 1915 betyder for os i dag.
Politisk, er situationen i dag den, at kvinder repræsenterer ca. 40 % i de folkevalgte politiske institutioner, som Folketing og byråd. En statistisk kurve viser udviklingen af kvinders politiske repræsentative indflydelse i løbet af de 100 år, der er gået, og det er bemærkelsesværdigt, at kvinder ikke på noget tidspunkt er nået over 40 % repræsentation i Folketinget? Hvad betyder det ?
I Århus Byråd er procentdelen nu på 29 % overfor 32 % på landsplan.
Vi byder op til diskussion med baggrund i citater af historiske og nulevende personer. Spændet i tid skal stille spørgsmål ved, om og hvordan der kan tales om udvikling af ligestilling. Vi vil bede politikkerne diskutere, hvor langt vi er kommet siden 1915? Var 1915 et højdepunkt i ligestillingen? Er vi nået i mål? Og hvis ikke, hvad mangler for at nå målet?
Projektet er støttet af Aarhus Kultur og Udviklingspuljen, Statens Kunstfond, Tidens Samling i Odense, Kvindemuseet, Vejen Kunstmuseum og Rønnebæksholm.
Materiale: 12 kantet bord, 12 hørbeklædte taburetter, mønsterdekoreret hørdug, 12 sæt unikaporcelæn m. hvid og blå glassur, 12 sæt unika bestik, 12 politikkere, 5 spørgsmål, 5 retters menu, højtaler, mp3 afspiller.